ECSTASY
ECSTASY / MDMA
Ecstasy er det almindelige navn for MDMA - også kaldet Love Drug, Adam,
E, Eve eller Eva, XTC etc. Det er et kunstigt rusmiddel fremstillet første
gang i 1914 af et medicinalfirma der håbede de havde skabt et
appetit-mindskende middel.
Det havde firmaet også, men bivirkningen var en voldsom rus, så man
stoppede produktionen.
Det er dog sjældent at ecstasy er ren MDMA - indeholder som regel også
en del amfetamin, samt mange andre slags stoffer.
FORBRUGERINFORMATION
Ecstasy er oprindeligt et hvidt pulver med en typisk smag af medicin.
Det sælges mest på gelatine kapsler og piller i mange forskellige former og
farver. Der er ofte motiver og kendte figurer på pillerne. Pilleformen er den
mest almindelige måde at indtage ecstasy på, men det kan også ske
gennem inhalering eller injektion.
En almindelig dosis ligger mellem 100-150 milligram.
Trippet begynder efter en halv time og varer mellem 4-8 timer.
SKINNET KAN BEDRAGE
Det er umuligt at vide hvad der reelt er i pillerne, med mindre man kan få
dem laboratoriechecket. Det kan være stærkt eller svagt, blandet op med
et helt andet farligt stof, eller det kan være helt rent. Det er aldrig til at vide.
Det illegale stofmarked eksperimenterer i øjeblikket på livet løs med nye
stofblandinger uden skelen til de mulige alvorlige bivirkninger og
omkostninger for den uvidende bruger. Så pas på du ikke bliver et
forsøgsdyr - køb stoffet af nogen du stoler på, og tag ikke mere end du tror
du kan tåle, men lad helt være hvis du er usikker.
TRIPPET PÅ ECSTASY
Stoffet har en LSD-lignenede bevidsthedsændrende effekt, men virker
samtidig speedet lige som amfetamin, som også ofte indgår i pillerne.
Sanserne skærpes og hallucinationer kan forekomme. Du føler at du
kommer tættere på andre mennesker i en lykkelig og euforisk følelse, hvor
opmærksomhed og åbenhed forstørres. Man lægger ikke rigtigt mærke til
smerte. Angstanfald kan opstå, og vær opmærksom på at rusen er
afhængig af omgivelserne og/eller din egen psyke. Tryghed er som altid
vigtigt for at opnå den rigtige oplevelse.
DET DÅRLIGE TRIP
Et dårligt trip viser sig ved kvalme, hjertebanken og uro i kroppen. Spændte
muskler, overfølsom hud og kløe er andre mulige negative sider ved brug af
ecstasy. En forgiftning, som kan forekomme ved selv små doser, viser sig
på nogenlunde samme måde som overanstrengelse; nemlig ved en alt for
hurtig puls og et højt blodtryk, store pupiller og sved. Tilstanden kan
forværres i en grad så du besvimer. Kør straks på hospitalet - nyresvigt og
indre blødninger kan være det triste resultat.
BLAND FORSIGTIGT MED ALKOHOL
Eller bland slet ikke med alkohol. Ecstasy er kort sagt helt uforudsigeligt
at spå om når det blandes med alkohol, specielt fordi de to stoffer har
modsatrettede virkninger. Hold dig fra de stærkeste drinks og suppler med
masser af vand.
I'M DANCING!
Ecstasy er især den dansende ungdoms rusmiddel. Dels fordi stoffet er
hallucinerende og derfor hjælper til at opnå den trancetilstand man kan
komme i under dans til monotone rytmer. Og så fordi ecstasy er
opkvikkende i en sådan grad, at man nærmest føler sig utrættelig. Der er
ingen muskelsmerter, tørst eller lignende til at distrahere en evt.
tranceoplevelse.
Ecstasy har desuden en tendens til at overophede kroppen, og hvis du
samtidig danser hele natten uden at drikke, er der risiko for at du
simpelthen kollapser på grund af manglende væske. Flere tilfælde kendes
hvor brugere af ecstasy er døde fordi kroppen er blevet overophedet, eller
fordi hjertet er ophørt med at slå. Det er dog forholdsvis sjældent, men
mindre kollaps er mere almindelige.
AFHÆNGIGHED
Man bliver ikke fysisk afhængig af ecstasy. Men kroppen vænner sig til
ecstasy så man vil bruge mere og mere for at få den samme virkning som
første gang. Psykisk afhængighed er ikke bevist. Men det er almindeligt at
unge får vaner, som involverer ecstasy hver weekend, og at den unge
ecstasy-bruger mister interessen for at gå i byen uden. Det kan kræve stor
selvdisciplin at kvitte sådan en vane. Specielt fordi ecstasy dræner nogle
ressourcer i hjernen, som regulerer humøret. Og resultatet bliver at man er
i skidt humør indtil midt på ugen, efter en ecstasy rus.
SMADRET NÆSTE MORGEN
Efter at have fyret den af hele natten på dansegulvet med ecstasy i
kroppen, skal du regne med at føle dig gevaldigt udmattet næste morgen.
Selvfølgelig fordi du har overanstrengt kroppen, hvilket egentlig ikke lyder
så slemt. Men undervurder ikke hvor smadret du føler dig! Trætheden kan
være enorm hvis du ikke har drukket eller spist ordentligt i løbet af natten
og aftenen.
En hviledag er vigtig for dig. Ellers kan trætheden over en lang periode føre
til en virkelig slem depression, og generelt gøre din hverdag uudholdelig, for
dig selv og andre.
VEJRMØLLER NED AD STRØGET
"Det var min fødselsdag. Min kæreste og jeg var på vej ind til byen
sammen med en kammaret, og vi røg en joint i bilen. Vi kørte ind på en
tankstation på vejen for jeg ville tage noget ecstasy. Først syntes de andre
at det var dumt af mig at blande med hash, men jeg fik en halv ‘buddha’
(pille) alligevel. Den virkede ikke, så jeg ville have en til, men det eneste
min kæreste havde var en halv ‘125’ - en helt anden type ecstasy.
Jeg blev totalt blæst, virkelig påvirket. Skrålede ud af vinduet og slog
vejrmøller hele vejen ned ad Strøget indtil vi nåede til et pool-beværtning.
Men det var for kedeligt. Vi gik i stedet ind på et in-diskotek der var kendt
som et sted med stoffer.
Så fik jeg det dårligt og mærkeligt. Jeg gik ikke længere på mine fødder,
men svævede afsted. Det føltes fuldstændig virkeligt, og jeg satte mig på
en trappe ned til kælderen, kaldtet "subben". Jeg er meget, meget
påvirket, og siddende på et trin ser jeg mig selv danse op og ned af
trappen op til 1. salen. Jeg sidder på trappen og observerer mig selv danse
rundt lige ved siden af mig selv.
Derefter skulle jeg kaste op, gik ud på toilettet og sad på tønden, men jeg
blev efterhånden paranoid og bange for folk og lyde omkring mig. Rusen
var vendt til en angstfyldt oplevelse, og min kæreste fulgte mig hjem. Hvis
jeg havde været alene og paraniaen havde fået lov til at udvikle sig, var det
måske endt skidt for mig".
Anonym 20-årig weekend-bruger af ecstasy